November 2020 - Flyvende hollændere

Månedens tema refererer ikke til det berygtede spøgelsesskib, Den Flyvende Hollænder, som ifølge myten sejlede rundt syd for Afrika og varslede død og ulykke. Det er derimod en (lettere søgt) reference til en yderst risikabel humanitær indsats, som fandt sted under Anden Verdenskrig, og som foruden de britiske og amerikanske styrker involverede den hollandske dronning og 40 fuldt lastede fragtfly.

Hvordan det hænger sammen med et amerikansk æsel, en indonesisk kanelstang og et tvillingepars tonicfabrik, kan du læse meget mere om her...

Månedens gin

Driftwood Distillery er et lille håndværksdestilleri, som blev åbnet af ægteparret Tim Smith og Hannah Bayliss i 2017. Konceptet går ud på at fremstille small batch gin i høj kvalitet med plads til nytænkning og smagseksperimenter.

Lad dig ikke narre af tegneseriefigurerne på etiketten. Driftwood er et seriøst destilleri, og de går meget op i flaskernes indhold. Hver gin har en solid enebærbund, og deres botanicals er nøje udvalgt for at fremhæve en særlig smagsprofil, hvad enten det er citrus, krydderier, urter eller varme. Driftwood sætter også en ære i at producere efter den klassiske London Dry-metode, hvor alle botanicals tilsættes inden destilleringen.

Hannah Bayliss - Driftwood Distillery

Der er p.t. fire ginner i Driftwoods produktportefølje, og vi har valgt Chow Hound Gin som månedens flaske. Destilleriet kalder den selv for en efterårsgin, da den smagsprofil er designet til at vække en følelse af varme, krydderi og en forsmag på højtiderne, der kommer. Muskat, kassiakanel og kardemomme bliver blandet sammen og giver en fløjlsblød gin, som enten kan serveres i en klassisk Gin & Tonic eller i en cocktail med krydret æble og kanelsmag.

Driftwoods ginner er dog kun halvdelen af historien, for når du får en flaske i hånden, kan du ikke undgå at lægge mærke til figurerne på etiketten. De er destilleriets "ginambassadører", og der er en historie bag hver af dem. Chow Hound er historien om en humanitær indsats, som fandt sted i slutningen af Anden Verdenskrig. Den nederlandske dronning, som på det tidspunkt var i eksil i Storbritannien, organiserede en særlig mission i samarbejde med Storbritannien og USA – og med tilladelse fra en tysk general – som gik ud på at sikre ni flyruter hen over Nederlandene, hvor ingen af krigens parter ville skyde på hinanden. Alt dette skete, inden der var underskrevet nogen fredstraktater, så det siger sig selv, at de involverede parter løb en stor risiko, og at de var nødt til at stole på hinanden.

Den 1. maj 1945 fløj 40 amerikanske fly over Valkenburg flyvestation med 330 personer og 776 ton mad ombord. Missionen gik under navnet Chowhound (engelsk slang for en grovæder), og Driftwood benytter en brun labrador som ambassadør for historien. Destilleriet ligger i øvrigt lige ved Valkenburg flyvestation.

Driftwood Distillery er i høj grad et håndværksdestilleri. Alt fra destillering, aftapning, design og etikettering bliver foretaget i de samme bygninger, og ejeren Hannah har også rundvisninger og ginsmagning på stedet hver weekend. Her i coronatiden er smagningerne dog gjort virtuelle, men det betyder jo bare, at det bliver endnu lettere at deltage. Du kan se mere på destilleriets hjemmeside.

Månedens sample

Donkey Jack Gin

Lad os begynde med navnet. Stifterne af Driftwood Distillery, Hannah og Tim, var for flere år siden på besøg hos en gammel ven i USA, hvor de nød en masse lækre martinier, mens de talte om at åbne deres eget destilleri. Vennen, som var fåreavler, fortalte, at han netop havde tilføjet et æsel ved navn Jack til sin fåreflok i håbet om, at et æsel ville beskytte flokken mod angreb fra de glubske prærieulve. Det havde været en stor succes – æslet Jack var blevet fåreflokkens helt.

Jo flere martinier, der blev drukket, jo bedre lød navnet Donkey Jack, og Hannah og Tim endte med at opkalde en af deres ginner efter det beskyttende amerikanske æsel. "Donkey Jack er beskytteren og er baseret på vores personlige oplevelse. Han er en fejring af livets helte," forklarer Hannah.

Det var oprindelig meningen, at ginnen skulle produceres udelukkende på lokale botanicals, men efter adskillige forsøg blev Hannah og Tim enige om at udvælge råvarerne baseret på kvalitet frem for oprindelse.

De endte med en blanding af enebær, koriander, muskatnød, kardemomme, citron, appelsinskal og angelikarod. Enebærrene får lov til at hvile i den neutrale alkohol natten over, og næste morgen hænges resten af ingredienserne ind i destilleringsapparatet, hvor fordampningsprocessen gør, at væsken optager smagen. Resultatet er en blødere smagsprofil med et frisk spark af citrus.

Månedens mixere

Double Dutch Tonic

I denne måned har vi lagt tre mixere i ginkassen, så du kan vurdere, hvilken type tonic du bedst kan lide. Alle tre flasker kommer fra den nederlandske producent Double Dutch, som er stiftet af tvillingerne Joyce og Raissa de Hass.

Double Dutch Indian Tonic Water er klassikeren, der passer til stort set enhver gin. Det er ikke alle, der er specielt glade for smagen af kinin, så her har søstrene valgt at tilføje en lille smule pink grapefrugt for at gøre smagen af kinin lidt blødere. Der er også tilføjet enebær for at fjerne bitterheden og give en længere eftersmag.

Double Dutch Skinny Tonic Water er light-versionen af den klassiske tonic. Der er mindre sukker i, men ellers er ingredienslisten den samme. Det gør, at denne tonic smager mere tør end den klassiske, men der er stadig noter af grapefrugt og enebær. Det er med andre ord den perfekte flaske for dem, der synes, at almindelig tonic er lidt for sød. Den er også god med meget blomstrede ginner, som nogle gange er meget søde i sig selv.

Double Dutch Cranberry & Ginger er designet til de mere eksperimenterende gindrikkere. Tranebærrene giver en sød/syrlig smag, mens ingefæren vækker en god varme i munden. Den er perfekt, hvis du er på udkig efter en eksotisk og anderledes Gin & Tonic, men den er faktisk også ret god, når man blander den med mørk rom.

Garnering

Kassiakanel – eller cinnamomum cassia – er i familie med ægte kanel, sådan som det latinske navn også antyder. Smagen af kassia er dog mere "kanelet" end ægte kanel, hvis man kan sige det på den måde. Kassia er en smule mindre nuanceret end ægte kanel men samtidig mere fremtrædende i smagen.

Ligesom med ægte kanel er kassiakanel en bark, som bliver skrabet/rullet af træet og herefter tørret i store, grove stykker. Det er det, vi kender som kanelstænger. Til Ginbutlers ginkasse har Mandala Organic knust barken i grove stykker for bedre at kunne frigive smagen i cocktailen.

Kassiakanel vokser og trives bedst i Syd- og Østasien. Den har været kendt i årtusinder og er eksempelvis nævnt i en kinesisk urtebog fra 2700 f.Kr. Træerne. Kassiakanelen i denne måneds ginkasse kommer fra Indonesien.

Drys en lille smule kassiakanel på toppen af din Gin & Tonic for at fremhæve kanelsmagen fra Chow Hound Gin.

 

Køb ginkassen her.