Ginkassen, juni 2020

Ginkassen, juni 2020

Juni 2020 - Uden for sæsonen

Hvad er egentlig bedre end modne danske æbler med deres sprøde bid og saftige smag? Måske en gin, der er lavet på danske æbler? Eller måske to ginner?

I Danmark er æbler en sensommer- og efterårsfrugt, men hos Ginbutler har vi ikke noget imod at bevæge os uden for sæsonen - slet ikke når de helt rigtige flasker gin dukker op.

I denne måned får du en hel flaske gin fra det spritnye destilleri Gefjun i Solrød. Abild er en gin med danske æbler i centrum, og det er destilleriets allerførste batch, du skal smage på.

Månedens sample er udtænkt af et kreativt makkerpar fra Roskilde, som har fået hjælp af en australier i Cognac. Det lyder eksotisk, men lad dig ikke narre af det.

Hos Kongsgaard elsker de nemlig også de danske æbler, og det bærer deres gin tydeligt præg af. Faktisk så meget, at smagen ændres fra år til år.

Med både Abild og Kongsgaard bevæger vi os op i det øverste kvalitetsniveau for dansk gin. Så sæt dig godt til rette med tonic og isterninger, og nyd forsmagen på de danske efterårsfrugter. 

Gefjun: Abild gin

Månedens gin

"Når du køber enflaske Gefjun, så skal du vide, at det du holder i din hånd er unikt, og hvis du drikker den, så kommer du aldrig til at drikke den igen."
GEFJUN GIN

 

Gefjun er et nyt dansk destilleri, som er stiftet af Alan Kampman og Michael Reibel Boesen. De har en vision om at producere såkaldte nano-batches af gin, hvor de aldrig genbruger opskrifter, men altid finder på nye smage.

Deres første gin, Abild, udkom i november 2019, og den er – ganske utraditionelt – ikke destilleret på korn, men på æbler. Æblerne er af sorten Must, og de blev håndplukket på øen Lilleø nord for Lolland i sensommeren 2019, da de var godt modne. Derefter blev de mostet ved håndkraft, inden de blev fermenteret til en slags æblevin. Den blev destilleret sammen med en række botanicals til det færdige resultat.

Det var faktisk meningen, at Abild skulle have været en klassisk London Dry Gin, men undervejs i processen besluttede Alan og Michael sig for kun at destillere til 76 % for at bevare så meget æblesmag som muligt. Med den relativt lave procent lever ginnen ikke op til kravene for at kunne kaldes en London Dry - den skal destilleres til 96 % - men til gengæld smager den fantastisk!

En kuriøs detalje er, at etiketterne til askerne allerede var trykt, så Alan og Michael har streget ordene ”London Dry” ud på forsiden.

Der er kun lavet 700 flasker af denne gin, så du finder den formentlig ikke i din lokale spiritusbutik. Derfor er vi meget glade for at have fået chancen for at dele den med Ginbutlers medlemmer.

Månedens sample

Denne måneds sample er resultatet af en lang udviklingsproces, som parret Bettina og Søren Kongsgaard har været igennem. De er egentlig stiftere af bureauet Poke the Bear, men de har altid haft en forkærlighed for god spiritus, og da ginbølgen begyndte at rulle ind over Europa, greb de chancen for at ride med. De tog udgangspunkt i den nordiske natur og prøvede en masse opskrifter af derhjemme, men de kunne også se, at de manglede en ekspert for at komme op på højeste niveau. Derfor slog de sig sammen med en australsk destillatør i Cognac-regionen i Frankrig, og nu udgiver de deres gin for fjerde år i træk.

Kongsgaard Raw Gin skifter smag fra år til år. Den er lavet på danske æbler, som plukkes i efteråret, men det er ikke den samme sort hvert år. Til denne måneds ginkasse har vi fået fat i den suveræne 2017-version, som blev lavet på sorten Holsteiner Cox. Æbletræerne vokser i god, fugtig lerjord på øerne omkring Fyn, hvor frugterne får rigeligt med sol, vind og salt fra havet omkring dem.

Ud over danske æbler indeholder ginnen også citroner fra Italien, kanel fra Madagaskar, ingefær fra Peru og enebær fra Bulgarien – alt sammen økologisk, naturligvis. Der bliver vist nok også tilsat en enkelt dråbe harpiks for at give et ekstra strejf af natur til smagen. Alle ingredienserne bliver samlet i Frankrig, hvor ginnen bliver destilleret.

Der findes også en alternativ udgave, som går under navnet Dark Gin. Den har fået lov at ligge på gamle cognacfade i 18 måneder.

Månedens mixere

Vi fuldender denne måneds danske ginkasse med to tonic fra ginproducenten Oh Deer, som laver økologiske tonic inspireret af den danske natur. To af stifterne bor nord for København, og på deres gåture gennem Dyrehaven støder de tit på vilde rådyr - deraf navnet.

The Bird & The Churchkey - Indian Tonic Water er lavet af folkene bag den københavnske ginbar the Bird & the Churchkey i samarbejde med Oh Deer. Det er en klassisk, afbalanceret og økologisk tonicvand med tydelighed bitterhed og et snert af citrus.

Tonicen er udviklet af erfarne ginbartendere i The Bird’s ginstænkede lokaler på Gammel Strand i København og er et moderne bud på en tonicvand, som passer til langt de fleste ginner.

Oh Deer Rhubarb Tonic er en økologisk dansk tonic med rabarbersaft. Den giver din Gin & Tonic en syrlig rabarbersødme, som rimer perfekt med dansk sommer og lange lyse aftener på terrassen.

Tonicen er afbalanceret således, at en mixet Gin & Tonic vil have den rette bitterhed og syrlighed men tilsat en sommerlig farve og en snert af sødme fra rabarber.

Oh Deer Tonics

Garnering

Som prikken over i’et får du i denne måned tørrede æbleskiver (frugten, ikke juledelikatessen) fra den danske producent The DryFruit Company. De passer perfekt til både Abild og Kongsgaard - men sørg for at bruge dem med en klassisk tonic og ikke en med frugtsmag.

Der er mange holdninger til, hvordan man skal garnere sin Gin & Tonic. Nogle vil gerne udforske nye smagskombinationer, mens andre er mere konservative. Hos Ginbutler anbefaler vi altid, at man garnerer sin drink med en frugt eller urt, som allerede er fremtrædende i ginnen. Vi går ud fra, at man har valgt sin gin på grund af en bestemt smagsprol, og hvis man tilsætter garnering af samme art, hjælper den med at fremhæve ginnens smag.

De tørrede frugter udvander ikke drinken på samme måde, som friske frugter kan gøre. Og så ser de bare fantastiske ud i en kold drink.

Dry Fruit Garnish

 

Se vores tidligere ginkasser her.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.