Mark Long er den daglige leder af Brindle Distillery. Selv om han lige nu er ramt af COVID-19, har han taget sig tid til at fortælle Ginbutler om destilleriet bag månedens gin.
Hvordan begyndte Brindle Distillery?
Brindle Distillery blev stiftet i 2017 af Gerard og Cath Singleton og deres svigersøn (mig), Mark Long. Jeg blev gift med Gerards datter, Liz, i sommeren 2016 og begyndte hurtigt at blive indlemmet i forretningen sammen med Gerard. Gerard havde et ønske om at diversificere familiens gård for at sikre dens fremtid, så der blev sørget for fremtidige generationer. Alkohol og gin føltes som det åbenlyse valg!
Hvor mange er involveret i virksomheden nu?
Vi har fire fuldtidsansatte på holdet og omkring 25 deltidsansatte, som hjælper med arrangementer og med at passe baren i vores destilleri.
Hvad har været jeres største oplevelse indtil videre?
Det har været fantastisk at afholde events på destilleriet. Det frembringer en ægte fællesskabsfølelse, og det har virkelig hjulpet med at vækste vores forretning organisk og lokalt.
Vi har også vundet mange priser for vores gin, eksempelvis i 2018 da Cuckoo Sunshine Gin blev kåret som verdens bedste aromatiserede gin ved The Gin Guide Awards!
Hvordan producerer I Cuckoo Gin?
Vi bruger et 400-liters hybrid-destillationsapparat, som vi har døbt Maggie efter vores grandtante, som elskede en god flaske gin! Apparatet er lavet af Kothe i Frankfurt, og det kan bruges til at producere mange forskellige slags spiritus.
Vi bruger forskellige slags teknikker for hver af vores gin. Til vores Sunshine Gin opbløder vi sarte frugter og krydderier i alkohol natten over, og så destillerier vi langsomt dagen efter. Efter destilleringen tilsætter vi honning fra vores gårds egne bier til den stærke gin – og også hindbær. Efter cirka en uge filtrerer vi den for at bringe noget klarhed tilbage, så fortynder vi den med kildevand fra vores gård, og til sidst hælder vi den på flaske og sætter etiket på på stedet!
Hvad gør jeres gin til noget særligt?
Vi benytter så mange ingredienser fra vores grund som muligt, og vi er så heldige, at vi har vores egen kilde lige ved destilleriet. Hovedparten af en flaske gin er vand, så det er storartet, at vi kan bruge vores eget.
Hvad er historien bag navnet ”Cuckoo”?
Vi holder til i landsbyen Brindle, et lille samfund lige uden for Chorley i Lancashire. De lokale er kendt under kælenavnet ”gøgene”. Det kommer fra en gammel bondehistorie, hvor den første lyd fra en gøg signalerede, at foråret var på vej, og at det var på tide at høste og tjene nogle penge. Bønderne troede, at hvis de kunne holde gøgen i landsbyen hele året rundt, så ville de også have godt vejr hele året. Men fuglen fløj af sted, og bøndernes koner mente, at deres mænd var helt ”kuk-kuk”. Vi valgte navnet Cuckoo Gin som en hilsen tilbage til vores rødder i landbruget – noget vi er meget stolte af.
Hvad kan vi forvente fra Brindle Distillery i den nærmeste fremtid?
Vi planlægger at lancere vores egen specialdesignede flaske i løbet af sommeren 2021 sammen med en ny grapefrugt- og pomelo-spiritus ved navn Supernova. Det bliver en ægte citrus-eksplosion!
Hvordan serverer man den perfekte Gin & Tonic?
Et highball-glas, masser af is, to dele gin hældt over en grapefrugtskal og toppet med en tonic af ordentlig kvalitet.
Hvad er der i dit eget barskab – ud over Cuckoo Gin?
Jeg elsker bourbon, men min hustru elsker Margarita, så vi har masser af tequila.
Hvad er dit bedste råd til nybegyndere inden for gin?
Kom ud og snak med folk (når COVID er overstået), besøg destillerier, tag med på ginmesser og mød folkene bag.