Den danske logebror

Den danske logebror

Morten Bjunes tager imod i Sprit & Co.'s showroom på Frederiksberg. Rummet har to store reoler på hver sin side, som bugner med lækre flasker gin, rom, whisky og tequila. I midten står et gammelt bordtennisbord omringet af stole.

Vi har kun lige nået at sige goddag, inden en nabo stikker hovedet indenfor. Han vil vide, hvorfor butikken altid er lukket, for han er interesseret i at købe nogle af de flasker, der står på reolerne. Morten sender ham venligt videre ned ad gaden. Sprit & Co. er nemlig ikke en butik.

En ledig plads i markedet

Sprit & Co. er stiftet af Morten Bjunes og Oscar Svendsen, som for mange år siden så en mulighed for at importere og levere spiritus til restaurationsbranchen.

Morten Bjunes

"På det tidspunkt var der mange distributører, der udelukkende så restaurantionsbranchen som et nødvendigt onde," fortæller Morten. "Men vi kendte mange af dem og vidste, at der var mange ambitiøse bartendere, der gerne ville have adgang til specialvarer og lettere logistik. Vi kunne levere alt fra ét sted, og vi forstod, hvor de ville hen med cocktailbranchen."

I modsætning til butikker og supermarkedet har restauranterne heller ikke meget lagerplads, så de er afhængige af at få leveret deres spiritus fra uge til uge. "Der fandt vi en grossist i udlandet, som kunne levere blandede paller til os, for vi skulle jo ikke bruge en hel container af hvert mærke."

Så var forretningen i gang, men det var en dansk gin, der virkelig satte gang i sagerne.

"Vores hovedforretning på det tidspunkt var de store mainstream- mærker, men vi har altid vidst, at vi gerne på sigt ville inkorporere vores egne produkter," forklarer Morten. Hans ven, Henrik Hammer, havde fået en idé om at lave en ny dansk gin, som var baseret på geraniumplanten, og han havde brug for en person, der kunne prøvesmage forskellige versioner.

"Jeg syntes umiddelbart, at planten var noget floral, men Henrik fin- tunede stille og roligt det færdige produkt, mens jeg kom med feed- back, og i 2009 lancerede vi Geranium Gin på Radisson i København."

Dermed havde Sprit & Co. sit helt eget produkt, som kunne sælges til barer, restauranter og butikker, og der blev hurtigt koblet flere og flere eksklusive produkter på. I dag har virksomheden over 20 ansatte, og Oscar har indtaget direktørstolen, mens Morten er produktchef.

Optagelsen i The Gin Guild

I maj 2019 blev Morten kontaktet af Atom Brands, som står bag That Boutique-y Gin Company (TBGC). Sprit & Co. har et rigtig godt forhold til TBGC – faktisk så godt, at destilleriet har lavet en særlig jordbærgin til Sprit & Co., som kun sælges på det danske marked. Dedikerede Ginbutler-medlemmer vil kunne huske den fra august- ginkassen.

TBGC ville høre, om Morten var interesseret i at blive optaget i The Gin Guild. "Jeg havde ikke hørt om logen før, men vi må jo have gjort et eller andet indtryk på dem," fortæller han. 

The Gin Guild

For at blive medlem af logen skal man anbefales af mindst to andre medlemmer, og man skal have gjort noget særligt for udbredelsen af gin. Det mente TBGC, at Morten havde gjort ved at bringe deres flasker til Danmark, og derfor blev han indstillet til logen og efterfølgende optaget ved en stor banket i London sidste år.

"Først blev man budt indenfor, og derefter var der gin-smagsprøver på forskellige stande. Så blev vi officielt budt velkommen af formanden, som kommer fra Diageo, og vi, der skulle optages i logen, fik en pin og skulle sige en optagelsessætning, mens vi holdt et bundt enebær i hånden. Det var meget højtideligt – og meget britisk på en eller anden måde."

Logen består af journalister, producenter, distributører og forhandlere af gin, og Morten er indtil videre det eneste danske medlem. Beviset har han i form af den officielle Gin Guild-pin, et diplom og en tung glasskulptur, som gav anledning til et par spørgsmål i sikkerhedskontrollen på turen hjem fra London. Nu er alle tre ting i sikkerhed på kontoret på Frederiksberg.

The Gin Guild

I ginlogen er der i sagens natur forskellige opfattelser af, hvilken retning markedet bør bevæge sig i. Nogle ønsker sig en opstramning af reglerne, mens andre ønsker det modsatte.

"Jeg kan se for og imod," fortæller Morten. "Jeg vil jo gerne have flere til at drikke gin, og hvis en ginlikør kan få dig over den første hurdle, ser jeg ikke noget problem i at bruge "gin" som en del af betegnelsen."

Tilbage til blog

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort.