Moderatoren

Kenn Hansen er en mand med mange bolde i luften. Til hverdag er han marketingchef hos en stor tøjproducent, og ved siden af har han en freelance-virksomhed, som laver grafisk design.

Han har dog også fundet tid til at oprette den populære Facebook-gruppe GIN Forum DK, hvor ginestusiaster kan dele erfaring, inspiration og opskrifter og debattere om alt inden for ginnens verden.

Hvem fik ideen til forummet?

Jamen det gjorde jeg egentlig selv. Jeg var medlem af et par andre grupper med anden spiritus som omdrejningspunkt, og jeg tænkte, at det må der da også være for gin. Det var så ikke, så jeg oprettede gruppen, og allerede inden for den første måned rundede vi ca. 500 medlemmer. Siden er det gået stødt deropad, i dag tæller gruppen knap 3.500 medlemmer.

Kenn Hansen

Hvad kræver det at være administrator?

Heldigvis ikke meget, medlemmerne er gode til at efterleve det meget simple regelsæt, vi har i gruppen, så min moderator-tid er heldigvis meget begrænset.

Hvem er mest aktive i forummet?

Nu vil jeg ikke ”udstille” enkelte personer, men vi har en meget aktiv kerne af brugere på 40-50 stykker, som er noget mere aktive end de resterende. Når det er sagt, har vi faktisk ikke mange passive medlemmer – der er plads til alle, og alle har noget at byde ind med.

Hvad er det mærkeligste spørgsmål, du har læst i forummet?

Uhh den er svær. Jeg tror, det må være spørgsmålet om man kunne bruge vodka i stedet for gin i en gin/tonic, da vedkommende ikke var så vild med ”gran-smagen”.

Er du involveret i andre gin-relaterede projekter?

Ja, lidt. Jeg kan desværre ikke afsløre så meget endnu, men der er et par projekter. Blandt andet er jeg så småt i gang med at skabe Gin Forum-ginnen 2021.

Hvilken gin har du altid i barskabet?

Jeg har faktisk ikke en fast gin i skabet, for jeg holder meget af at prøve noget forskelligt. Dog er størstedelen af mine gins i Old School-stilen med smæk på enebærrene. Det er uden tvivl den stil, jeg holder mest af!

Bliver der tid til gin i sommerferien?

Nu er min sommerferie desværre ovre, men jeg fik da smagt og drukket en hulens masse gin og besøgt et par producenter og destillerier. Det var rigtig spændende.

Jeg var bl.a. forbi Sall Whisky, som jo også producerer gin. De står bl.a. bag Første, Andet og nu Tredje Sind Gin. Fik en fin og spændende rundvisning af Kaare, som er en af gutterne bag. Lidt god fortælling og et par interessante smagsprøver.

Så var jeg forbi Bad Company, som jo netop er udkommet med deres tredje produkt, den første danske vermouth (Bad Mouth). Her fik jeg igen lidt smagsprøver og en hurtig rundtur i produktionen, som på daværende tidspunkt var i gang med kaffen til deres kaffelikør.

Var også et hurtigt smut forbi Radius Distillery’s pop-up-shop på Værnedamsvej i København. Her fik jeg smagt på mange af deres produkter, og der var flere, der absolut faldt i min smag. Absolut et besøg værd!

Og til sidst: Hvordan blander man egentlig den perfekte G&T?

Uhhh jamen, det er jo lidt en smagssag og afhænger meget af den enkelte gin, men min favorit må være 6 cl gin (klassisk Old School dry gin), masser af is, 20 cl Indian tonic (til den bitre side) og så et par skiver dehydreret citron.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort

Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods