Juli 2020 - On the Rocks

Sommerens festivaler er desværre aflyst, men Ginbutler skruer alligevel forstærkeren op på 11 og giver den fuld spade med to fremragende flasker gin, der er udgivet af rigtige rockbands.
Den spritnye danske gin fra bandet Electric Guitars har efterhånden været et år undervejs, og hos Ginbutler har vi arbejdet længe på at få særlig tilladelse til at dele flasken med vores medlemmer, inden den frigives i løssalg. Ginnen er kun produceret i 500 eksemplarer, og hver eneste flaske er unik, da bandmedlemmerne har signeret alle etiketterne i hånden.
Kim Dahl fra Mandala Organic har udvalgt ginnens botanicals, og han har fået hjælp til destilleringen af ginmesteren Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi. Electric Guitars har givet input til flaskens udseende, og så har de velvilligt prøvesmagt forskellige versioner, indtil den endelige opskrift lå klar - og den skuffer ikke!
Månedens sample er navngivet efter det ultrapoplære tyske metalband Rammstein. Så er spørgsmålet bare, om ginnen er lige så frygtindgydende som bandet.

Månedens gin

Ginnen fra bandet Electric Guitars oser af rock fra yderst til inderst, og det skyldes måske, at hele udtrykket omkring ginnen har været på plads fra dag et. Den skulle være speciel i sit udtryk, og den skulle have flere skjulte og synlige hints til musikverdenen. For eksempel er flaskens form valgt, fordi den leder tankerne hen på skulderpuder, guitarer og heavyrock fra 80'erne, og på flaskehalsen hænger en ægte guitarstreng med to speciallavede plekters, som prydes af autografer fra bandmedlemmerne Mika og Søren.
Ginnen er destilleret ved præcis 44,1 %, for det er den frekvens, man indspiller guitar med, når man er i studiet. Det er i øvrigt det legendariske Medley Studios på Vesterbro i København, der har lagt lokaler til de fleste møder og smagninger undervejs.
Ginnens botanicals er udvalgt af Kim Dahl fra Mandala Organic, og det var oprindeligt meningen, at ingredienserne skulle optræde i form af noder på bagsiden af flasken. Den idé blev dog skrinlagt undervejs i processen, og i stedet fik Mika idéen om at præsentere ingredienserne som en tourplan. Det er Thomas – den anden halvdel af Mandala Organic – der har stået for det grafiske design.
Der er med andre ord tænkt over enhver detalje i dette projekt, og som prikken over i'et har Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi været frontmand for destilleringen. Resultatet er en gin, der kan få enhver til at føle sig som en rockstjerne for en aften.

Månedens sample

Metalbandet Rammstein er kendt verden over for deres bombastiske tysksprogede heavyrock og spektakulære sceneshows, hvor bandet ofte er faretruende tæt på at brænde hår og øjenbryn af de forreste tilskuere. Rammstein har tidligere lagt navn til en rom, en vodka og en tequila, men for et par måneder siden kom bandets egen gin på markedet.
Rammstein Gin er en klassisk dry gin med flere velkendte ingredienser, såsom enebær, koriander, angelikarod og citronskal. Ginnen er produceret i England men er udviklet af virksomheden 1423, der har hovedkvarter i Ringe på Fyn. Sammenlignet med bandet er ginnen overraskende mild og frisk, og den glider glat ned, længe inden man kan nå at råbe "Feuer Frei!"
Den passer med stort set enhver tonic, men med en klassisk tonic og en skive frisk citron kan du være helt sikker på, at klaveret spiller.

Månedens mixer

Månedens gin er en gin i særklasse, så i stedet for at lægge to små blomstrede tonic i ginkassen har vi i denne måned valgt en stor flaske, der bare passer perfekt til ginnen.
Fentiman's Connoisseurs Tonic Water er relativt ny på markedet. Den skabt i Fentiman's smagslaboratorium i 2017, og den er blødere og mindre bitter end en klassisk tonic. Dermed får ginnen mere plads til at skinne igennem, og det er måske derfor, at denne tonic er blevet så populær.
Vi anbefaler, at du blander den med Electric Guitars Dry Gin i forholdet 1:2. Husk masser af isterninger, specielt her i sommervarmen.

Garnering

Enebær er ikke til at komme uden om, når man taler om gin, men månedens gin smager faktisk ikke så meget af enebær som mange andre ginner. Derfor er månedens garnering tørrede enebær.
Sorten hedder Juniperus Communis, altså "almindelig enebær" på latin, og det stammer fra Bulgarien. Det er Mandala Organic, der har leveret enebærrene til månedens ginkasse, og de betegner lige præcis denne udgave som "et delikat bær." Det er nemlig en anelse mindre end andre enebær, og smagen er derfor heller ikke så bitter.
Hæld tre-fire små enebær i din drink, hvis du synes, at den godt kunne bruge lidt mere af den klassiske enebærsmag.

 

Køb ginkassen On the Rocks her.