August 2020 - Staycation

Corona-pandemien har vendt op og ned på vores rejsevaner. Flyene er parkeret på landjorden, og mange af os har aflyst sommerens udlandsrejse for at blive hjemme i de dejlige danske rammer. Årets vacation er blevet erstattet af staycation.

Men hvis vi ikke kan rejse af sted til syden, så kan Ginbutler i det mindste sørge for, at lidt af syden kommer op til os. Vi har fået kontakt til Monacos første (og foreløbigt eneste) destilleri, og de har sendt os deres helt nye gin, som er månedens flaske. Der er ikke mindre end syv citrusfrugter i spil her, så forvent en frisk og klar smag, som kalder på klassisk tonic, en skive citron og masser af is.

Mange af os forbinder også sommerferie i Danmark med smagen af solmodne jordbær, og det er lige præcis, hvad månedens sample byder på. Den verdensberømte spiritusproducent That Boutique-y Gin Company har skabt en vaskeægte jordbærgin i samarbejde med den danske importør Sprit & Co., og flasken er kun til salg i Danmark – og kun ganske få steder.

Så skål for vores fælles staycation! Vi håber, at månedens ginkasse er med til at gøre den mindeværdig.

Månedens gin

La Distillerie de Monaco er det første og eneste destilleri i Monacos historie. De producerer forskellige slags likører og spiritus på de frugter, planter og urter, der gror i og omkring Monaco. Før staten blev berømt for racerløb, casinoer og modetøj var den primære beskæftigelse citrusproduktion, og det er da også der, månedens gin tager sit udgangspunkt.

I 17- og 1800-tallet lagde skibene til havn i Monacos Port Hercule, hvor tusindvis af kasser med citroner, lime og appelsiner blev hejst ombord for at blive sejlet ud i verden. I dag er citrustræerne mest et minde om gamle dage, for faktisk bliver op mod 85 % af frugten slet ikke brugt. Myndighederne i Monaco havde derfor ingen protester, da stifteren af destilleriet foreslog at bruge frugten til noget fornuftigt, nemlig gin!

Gin aux Agrumes er en blanding af syv forskellige citrusfrugter, som alle er plukket inden for 20 km fra destilleriet. Frugterne er fra små landbrug, hvor man ikke bruger pesticider, og hele processen foregår ved håndkraft. Ud over citrusfrugterne er der tilføjet citrontimian, sichuanpeber og frisk ingefær til at afrunde smagen og samle citrusnoterne.

Ginnen produceres i en 400 liters batches på en still fra Tyskland, som er placeret i destilleriets lille butik i La Condamine-kvarteret. Der bruges hverken kemikalier, kunstige smagsstoffer eller farve i produktionen.

Så læn dig tilbage i havestolen, og nyd smagen af sydens solmodne frugter, selv om sommerferien i år foregår under mere nordlige himmelstrøg.

Månedes sample

That Boutique-y Gin Company er kendt for deres serie af innovative ginner, som ofte bryder med det gængse. Deres filosofi er, at en gin ikke kun skal være af høj kvalitet – den skal også være unik at se på. Derfor er alle Boutique-y's etiketter håndtegnede.

I samarbejde med vin- og spiritusfirmaet Sprit & Co. har de produceret denne helt nye jordbærgin, som kun er til salg på det danske marked. Fundamentet i smagen er klassiske ginnoter, men de er kombineret med rigelige mængder jordbær. Det er smagen af dansk sommer, når den når sit absolutte højdepunkt!

Ginnen er allerede fuld af jordbærsmag, så bland den med en klassisk eller mediterranean tonic og et par friske skiver jordbær. Husk masser af is – eller frosne jordbær – så din sommerdrink holder sig kølig.

Vi er klar over, at der er tale om en meget speciel gin, som måske ikke falder i alles smag, men vi ved også, at Ginbutlers medlemmer ikke er bange for at prøve noget nyt og spændende, og derfor har vi valgt Strawberry Gin som månedens sample.

Hvis du falder pladask for jordbærsmagen, kan flasken også findes nogle ganske få steder i fuld størrelse. Indtil videre er der dog kun produceret et enkelt batch, så det gælder om at være hurtig, hvis du vil sikre dig en hel flaske.

Månedens mixere

Double Dutch har fået sit navn efter virksomhedens to stiftere, tvillingerne Joyce & Raissa De Haas, som oprindeligt er fra Nederlandene. Der er dog opvokset i Belgien og er derefter flyttet til London, hvor de har åbnet deres egen virksomhed. Her eksperimenterer de med nye og anderledes smage, for de er trætte af, at en mixer enten er superkedelig, eller at den helt overskygger spiritussens gode smag. De to ting skal spille bedre sammen med hinanden, mener de.

Double Dutch Classic Tonic Water er et frisk bud på, hvordan en klassisk tonic skal smage. Det er ikke alle, der bryder sig om smagen af kinin, og her har tvillingerne truffet et bevidst valg om at tone kininen ned ved at tilføje både pink grapefrugt og enebær til tonicen. Det giver mere plads til, at ginnen bedre kan skinne igennem. Bland den med Gin aux Agrumes i forholdet 1:2.

Double Dutch Cucumber & Watermelon er den originale og mest populære flaske fra Double Dutch, og det kan vi godt forstå. Agurk har længe været en populær smagsforstærker til visse ginner – i særdeleshed til den klassiske Hendrick's – men med tilføjelsen af vandmelon får drinken lige lidt ekstra sødme og dybde i smagen.

Cucumber & Watermelon smager i øvrigt også rigtig godt med lys rom eller vodka. Bemærk, at der ikke er kinin i denne flaske, og at den derfor karakteriseres som en mixer, ikke en tonic.

Garnering

Hos Ginbutler jagter vi altid nye og spændende smagsoplevelser, men når det gælder garnering, har vi alligevel en klar filosofi. Garneringen skal ikke overmande drinken – den skal hjælpe med at bringe det bedste frem i den. Derfor anbefaler vi altid, at man garnerer sin Gin & Tonic med den smagsnuance, man i forvejen sætter mest pris på i ginnen.

Gin aux Agrumes er fuld af citrusfrugter, så derfor har vi i denne måned valgt tørret citron og appelsin fra The DryFruit Company. Det giver et ekstra spark til citrusfrugterne i ginnen - og så ser en tørret skive appelsin bare lækkert ud i glasset!

Læg en skive eller to i din Gin & Tonic, og drøm dig væk til sydligere himmelstrøg.

 

Ginkassen Staycation kan købes i vores webshop. Se mere her.