Marts 2021 - Magi i Skoven

Foråret er på vej, og der går ikke længe, før bøgen springer ud. Det markerer vi med en spritny dansk gin ved navn Bøgevang Gin.

Ginnens undertitel, Aurora Polaris, betyder polarlys, og det er ikke tilfældigt. Når du hælder tonic i ginnen, sker der nemlig en lille magisk forvandling i din drink, lidt ligesom på nattehimlen langt mod nord.

Hvis du har været medlem længe, vil du bemærke, at vi fra og med denne måned har valgt at droppe de små infokort med duft- og smagsnoter. I stedet finder du al information om månedens gin her i magasinet, som i øvrigt også har fået en visuel opgradering.

Som tidligere annonceret begynder vi nu også at lægge flere flasker tonic i ginkassen, så der er nok til endnu flere kølige drinks. Til gengæld vil der ikke altid være råd til en ekstra sample, men vi kan ikke udelukke, at der alligevel smutter en smagsprøve i kassen af og til.

Vi håber, du er glad for ændringerne – og hvis du er, så sig det til dine venner, så vores ginklub bliver ved med at vokse.

Ginkassen marts

Månedens gin

Ginbutler handler om nye smagsoplevelser, og det må man sige, at månedens gin lever op til. Den har nemlig kun været på markedet i tre måneder.

Bøgevang Gin er opkaldt efter familien Bøgevang – Jamie, Eric og Amalie – der står bag ginnen. De har en masse erfaring fra restaurationsbranchen, og de har benyttet deres interesse for smagssammensætninger til at teste forskellige versioner og finde den helt rigtige opskrift til deres gin.

De er endt med en gin lavet på otte botanicals – enebær, koriander, sennepsfrø, fennikel, rosa peber, galangarod, appelsinskal og blå ærteblomst. Sidstnævnte giver ginnen sin blå farve – men hold øje med magien, når du blander en lille smule tonic i.

Duft og smag

Bøgevang Gin har en behagelig duft af enebær, appelsinskal og lidt peber. Smagen er kompleks, men rund og mild med noter af enebær, rosa peber og galangarod, inden den slutter af med en gennemtrængende smag af fennikel.

Månedens mixer

Som følgesvend til Bøgevang Gin har vi valgt Erasmus Bond Classic Tonic. Tonicen kommer fra Belgien og er opkaldt efter manden, der efter sigende opfandt den moderne tonic – altså en sprudlende tonicvand, der ikke smagte af bitter medicin.

Tonicen har en klassisk duft af citrus og kinin og måske en smule hyldeblomst. Den er let bitter i smagen med noter af citronskal, kanel og lakrids.

Den perfekte drink

Hæld først 5 cl Bøgevang Gin i et bredt glas med isterninger. Hæld derefter en lille smule tonic i drinken, og se den ændre farve. Bliv ved, til du når 10-15 cl tonic. Top drinken af med en skive tørret bergamotte.

Garnering

Bergamotte kan godt betegnes som toppen af alle citrusfrugter (selv om nogle botanister mener, at den hører til pomeransfamilien). Den høstes kun i december og januar, og den korte sæson gør, at prisen også er derefter.

Bergamotten er en grøn/gul frugt, hvis kød er sammenlignelig med hvid grape. Duften og smagen minder om Earl Grey-te eller Althea-bolsjer. Bitterheden fornægter sig ikke, og derfor er den perfekt som garnering til en Gin & Tonic.

Bergamotten, som du finder i denne måneds ginkasse, er importeret fra Italien af Mandala Organic. Frugten importeres frisk, og i Danmark bliver den tørret igennem 12 forskellige tørrekamre, som får vandindholdet til at forsvinde.

Frugtskiverne indeholder dog stadig al den gode A-, B- og C-vitamin – og så selvfølgelig den indbydende duft og smag.

En ekstra sample

Selv om vi har ændret sammensætningen i ginkassen, kunne vi alligevel ikke holde os tilbage fra at dele en sample med jer. Den er faktisk lidt af et scoop, for der er tale om en gin, der slet ikke er udkommet endnu!

Gin Forum Gin 2021 er skabt med hjælp fra medlemmerne af Facebookgruppen GIN Forum – DK, som tæller mere end 4.500 medlemmer. Alle har kunnet byde ind med forslag til ingredienser, og så har administratoren, Kenn Hansen, sammensat den endelige opskrift med hjælp fra Kim Dahl fra Mandala Organic og Martin Nygaard fra OriGin CPH.

Ginnen er 100 procent økologisk og består af hele 18 botanicals, deriblandt citrongræs, appelsinskal, lakridsrod, chokolade-nips og muskatnød. Prøv den rent eller med en klassisk tonic og en skive citron.

 

Køb Magi i Skoven her, så længe lager haves.