Kan du fortælle os lidt om dig selv og din baggrund?

Jeg er 38 år, gift og har to skønne døtre på 6 og 9 år. Jeg er forretningsudvikler hos et firma, der hedder Kameli ApS. Vi laver blandt andet skolemadsordningen Skolemad.nu, nummerplade API, opslagsværker og en masse info-TV løsninger for RegionSyd. Ved siden af har jeg så frugtskiver.dk, som jeg startede i begyndelsen af 2019.

 

Hvordan startede du Frugtskiver.dk?

Jeg har nok altid haft en iværksætter i maven, men har aldrig fundet et produkt eller en service, som jeg syntes var spændende nok til at skulle beskæftige mig med hver eneste dag.

Da jeg så begyndte at lege med gin, tonic og garnish i privaten, så øjnede jeg pludselig muligheden for at stifte en virksomhed, som samtidig ville føles som en hobby at drive.

Tingene tog for alvor fart under Covid-19, hvor omsætningen steg over 1100% på et år. Derfor er virksomheden nu sat bedre i system, så vi har vores egne lokaler med både køkken, lager og kontor. Jeg har også ansat to dygtige folk til at hjælpe mig med både produktionen og pakningen af varer.

 

Kan du fortælle os lidt om dehydrerings processen?

Formålet med dehydreringen er at trække væske ud af frugten.

Det gør man ved at blæse varm luft henover og under frugtskiven indtil skiven er helt tør. Det kan tage mange mange timer, og det er vigtigt, at man ikke får givet frugtskiverne for høj varme. Hvis man gør det vil frugtsukkeret begynde at karamellisere og gøre skiven brunlig, og det ser bare mindre lækkert ud i en drink.

Når frugtskiverne er helt knastørre kan de holde sig i meget lang tid.

Vi sætter en "bedst før" dato 12 måneder ude i fremtiden på næsten alle vores produkter, men opbevares de tørt og mørkt, så kan de næsten holde sig uendeligt.

Vi har investeret i 15 store dehydratorer med mellem 6 og 10 bakker i hver.

I hver af dem sidder der et varmelegeme bagerst og en propel, som skubber luften rundt inde i dehydratoren. Selve dehydratoren er bevidst ikke særlig tætsluttende, da fugten fra frugtskiverne gerne skulle forlade maskinen. Det har også betydet, at vi har måtte installere ekstra loftventilatorer i vores produktion, da fugten ellers driver ned af væggene.

Du producerer også andre typer garnish end dehydrerede frugtskiver, kan du fortælle os lidt om dem?

Faktisk dehydrerer vi næsten kun frugt og lidt forskellige blomster selv.

Kanelstænger, stjerneanis, peberkorn osv. køber vi hjem i god kvalitet, håndsorterer på kvalitet og pakker i mindre poser. Vi har et stort udvalg af krydderier, da disse ofte er brugt i destilleringen af gins, og derfor giver mening at bruge som garnish.

 

Hvor mener du at garnish, kan gøre for ens G&T og cocktail?

Det er jo næsten et religionsspørgsmål indenfor G&T-verdenen.

Jeg elsker, når garnish kan komplimentere ginnens noter.

Som når en appelsinskive fremhæver en orange-note i en gin eller en kardemommekapsel pludselig skaber en helt ny dimension i drinken.

Man skal passe enormt godt på, ikke bare at tilføje garnish som vane.

Det skal give mening - det skal komplimentere en eksisterende smag eller også skal man fordi at give et modspil ved at trække det i en helt anden retning. Det sidste er dog meget sværere end et første.

Derudover indrømmer jeg gerne, at jeg er en sucker for farvespil i en G&T.

Jeg siger altid, at ligesom man spiser med øjnene, så drikker man også med øjnene, og der kan garnish netop gøre en kæmpe forskel.

Mine øjne drages ofte af af komplementærfarver, som er to farver der er diametralt modsatte af hinanden. Det kan være blå og orange eller rød og grøn.

Eksempler på garnish, der følger komplementærfarver kunne være appelsin (orange) og kornblomst (blå) eller æble (grøn) og rabarber (rød).

 

Hvad er dine planer for Frugtskiver i fremtiden?

Nu er jeg jo midtjyde, så armbevægelserne er ikke så store, men jeg vil rigtig gerne positionere Frugtskiver.dk som det oplagte valg, når man snakker garnish i ginkredse. Det behøver ikke, at blive en levevej for mig, men jeg vil gerne skabe nogle arbejdspladser. En af mine ansatte er i jobtræning, og jeg kan sagtens forestille mig, at skabe flere pladser til det samt en ungarbejder eller to.

 

Hvad er dit forhold til gin?

Jeg har to store laster, og det er gin og rødvin. De har hver deres plads fra gulv til loft i stuen :-)

Jeg elsker den passion som destillerier udviser omkring deres produkt og produktion, og det inspirerer mig til at producere perfekt garnish.

 

Er der nogen destillerier eller gin brands som du kan anbefale?

Det er jo næsten farligt, at begynde at nævne nogle, da man jo altid vil glemme andre. Jeg tør godt pege på hhv. Woodhill og Wild Distillery Bornholm, og det skyldes netop den passion hhv. Jeppe fra Woodhill og Henrik og Søren fra Wild Distillery Bornholm udviser omkring deres, i øvrigt hamrende lækre, produkter.

Skal jeg nævne en udenlandsk, så er jeg lidt forelsket i Palma Gin fra Mallorca. Den har en fedme, som jeg er helt vild med.

Nogen gin-relaterede barer eller steder man SKAL besøge?

Dem alle sammen :-)

 

Har du et serveringsforslag for en lidt atypisk G&T?

Den er måske ikke så atypisk, men førnævnte Palma gin, en let tonic og tre-fire skiver dehydreret jordbær, så skinner solen selv på en regnvejrsdag.

 Man kan også prøve en Iron Balls gin fra Thailand med en eller to skiver dehydreret ananas i. Det er i hvert fald ikke ofte, man får ananas i sin G&T.

 

Anders og Frugtskiver.dk har leveret denne måneds garnish.