September 2020 - Michelin-Gin

Noma, Geranium og Kiin Kiin er bare nogle af de mange danske restauranter, der har høstet Michelin-stjerner i de seneste år. Den danske kogekunst nyder stor international bevågenhed, og hvis alt går vel, er den danske ginproduktion måske på vej i samme retning. Til god mad hører nemlig gode drikkevarer, og i denne måned skal vi derfor smage på to flasker spiritus, som fire tidligere Michelin-kokke står bag.

Månedens gin er den formidable SiWu Gin, som er skabt af Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff. De har en fortid på Michelin-restauranterne Kiin Kiin og Søllerød Kro, og de har brugt deres erfaring inden for kokkefaget til at bygge et dansk destilleri helt fra bunden. SiWu Gin er deres første flaske, men der er flere smagsvariationer på vej.

Månedens sample er for en gangs skyld slet ikke en gin. Faktisk er den lidt svær at beskrive, men vi gør alligvel forsøget senere i magasinet. Fuck Trump And His Stupid Fucking Wall er produceret af to tidligere Noma-kokke, Lars Williams og Mark Emil Hermansen, og den er en spiritus langt ud over det sædvanlige.

Så sæt dig godt til rette ved bordet og nyd en vaskeægte Michelin-oplevelse midt i din egen stue. Skål og velbekomme!

Månedens gin

SiWu Gin er produceret af SiWu Distillery, som er navngivet efter sine to stiftere, Nicolai Sivgaard og Jonas Wulff. Makkerparret har en fortid inden for kokkefaget, men lykkeligvis for os ginelskere skiftede de retning og åbnede deres eget destilleri i 2018.

Når man står i køkkenet på en Michelin-restaurant, er intet overladt til tilfældighederne, og det samme er tilfældet på SiWu Distillery. Mange andre destillerier køber alkoholbasen udefra, men Nicolai og Jonas producerer den selv helt fra bunden. De er nemlig fast besluttet på at have kontrol med alle facetter af smagsoplevelsen.

Ginnen indeholder seks ret klassiske botanicals – enebær, korianderfrø, rosmarin, appelsinskal, citronskal og galangarod – men sammen med alkoholen, som er lavet på bygmalt, giver det en utrolig fyldig og rig smag, som er en Michelin-gæst værdig. Vi har i øvrigt været så heldige at få den i en helt ny type flaske, så kære Ginbutler-medlemmer: den kan I sagtens være lidt stolte over at vise frem!

SiWu Distillery producerer også akvavit, men SiWu Gin er destilleriets første gin. Hensigten med den er, at den både skal være simpel og kompleks på samme tid, og at den skal kunne bruges i mange forskellige sammenhænge. Den kan derfor både drikkes rent, i en longdrink og i en cocktail.

Månedens sample

Månedens sample er i denne måned ikke en gin, men da vi havde valgt Michelin som månedens tema, kunne vi alligevel ikke stå for fristelsen til at dele denne meget anderledes smagsoplevelse med jer. Nogle af jer vil elske den, mens andre vil være glade for, at der kun er 3 cl i flasken. Til gengæld får alle mulighed for at smage på en spiritus, som normalt koster i omegnen af 500 kr. for en halv liter.

Empirical Spirits er stiftet af Lars Williams og Mark Emil Hermansen, der begge har en fortid hos Nordic Food Lab og den verdensberømte danske Michelin-restaurant Noma. Lars og Mark Emil beskriver Empirical Spirits som et "flavour company".

Det er med andre ord ikke et helt almindeligt destilleri, og det er produktionsmetoderne absolut heller ikke. De bruger for eksempel koji som basis for mange af produkterne, inklusive månedens sample. Koji er et japansk ord for ris eller byg, som er inokuleret med svampen aspergillus oryzae. Den har historisk set nærmest ikke været brugt i vestlig alkoholproduktion, men Empirical Spirits benytter den i stor stil, og svampen er med til at give produkterne deres specielle smag.

Fuck Trump and his Stupid Fucking Wall

Fuck Trump And His Stupid Fucking Wall falder slet ikke inden for nogen normal spiritusgenre. Det er hverken en gin, en vodka eller en hedvin. Det er derimod en spiritus lavet på habanero-chili. Destillationen har dog fjernet den brændende chilifornemmelse, så der nu kun er chiliens frugtsmag tilbage.

Prøv den alene eller med grapefrugtsaft og danskvand.

Månedens mixere

En gin i Michelin-klassen kræver en tonic, der også skubber grænsen for, hvad god tonic kan være. Vi har fundet to helt nye flasker, som begge matcher SiWu Gins lækre smag.

Fatdane Tonic

Fatdane Indian Tonic er intet mindre end Fatdanes bud på Danmarks bedste tonic. Det er en let tilgængelig premium mixer, der komplementerer enhver klassisk gin, og med en rendyrket smag og konsistens, der harmonerer nuancerne i alle gins fra øverste hylde. Tonicen er brygget med destilleret humle og et drys kardemomme, og smagen er toppet af med en knivspids krysantemum.

Fatdane Nordic Tonic er efter vores mening noget helt unikt. Den er lavet på destillerede nordiske grannåle, og i kombination med den naturlige bitterhed fra cinchonabark er den en meget anderledes og forfriskende oplevelse. Syrligheden er nøje afstemt, og sukkerindholdet er holdt på et minimum, så sødmen ikke overdøver de forskellige smagsnuancer. Det har resulteret i en meget fin, afbalanceret og unik tonic.

Fatdane har i øvrigt informeret os om, at Nordic Tonic er hamrende svær at fremstille, men vi synes, at det er besværet værd, for den er virkelig let at drikke!

Garnering

Sort peber, som vi kalder det i Danmark, hedder egentlig TelliCherry Garbled Special Extra Bold. Peberen har fået det lidt specielle navn, fordi mange fejlagtigt tror, at den stammer fra byen TelliCherry i Indien, men faktisk var det bare her, man fandt på at sortere de større bær fra deres mindre stamfæller. Når peberen får lov til at vokse sig lidt større i bærret, ændrer smagen sig fra varm og stærk til mere frugtig – men stadig med en del styrke.

Sort peber fra Mandala Organic

Mandala Organic har fundet denne sorte peber i Sri Lanka, hvor den dyrkes økologisk. Den vil gøre sig godt med SiWu Gin og Fatdane Indian Tonic – og måske en skive frisk eller dehydreret lime.

Den kan selvfølgelig også bare bruges i madlavningen, sådan som vi normalt bruger sort peber. Men vi foretrækker den nu i en Gin & Tonic!

 

Køb månedens ginkasse her.