Lars og Louise Marholt er henholdsvis far og datter, og de står bag Instagram-profilen marholt_gin. Med lanceringen af ginnen Father & Daughter kan de nu også kalde sig ginproducenter. Ginbutler har taget en snak med den ginglade familie.

Hvornår begyndte I at interessere jer for gin?

Det startede faktisk lidt uafhængigt af hinanden, men på cirka samme tid. Louise smagte i 2016 en Geranium-gin for første gang og fandt dermed ud af, at der var noget, der hedder premium gin. Lars var samtidig på tur til London, hvor han smagte god gin på The London Gin Club.

Det eskalerede til Copenhagen Gin Festival i 2017, hvor Louise var frivillig medhjælper, og vi kom hjem med 15 flasker gin tilsammen. Siden da har vi skrevet om gin på Instagram og Facebook samt smagt os igennem et hav af forskellige gin.

Hvilken gin-baseret drink er den bedste?

Louise: Jeg vil til hver en tid vælge en god G&T - gerne med en navy strength gin.
Lars: Jeg er til en klassisk G&T og negroni.

Hvilken gin har I altid i barskabet?

Gin fra Frederiksberg Destilleri har været i begge vores barskabe, siden den blev lanceret. Faktisk har vi i familien otte flasker klassisk og tre flasker slåen lige nu.

Hvad er jeres bedste råd, hvis man er nybegynder inden for gin?

Prøv dig frem! Og brug app'en Ginventory. Det skal være sjovt, og du kan heldigvis ikke gøre noget forkert, når det kommer til gin og G&T.


Hvordan fandt I på at producere jeres egen gin?

Vi var på ginskole hos Radius Distillery i 2018, hvor vi fik lov at destillere en enkelt flaske med de botanicals, som vi synes kunne være spændende. Siden dengang har vi vidst, at hvis vi skulle lave vores egen gin, så skulle det være den opskrift og sammen med Radius Distillery.

I februar 2020 tog vi så til Oremandsgaard, hvor vi – sammen med Master Distiller Kristian Larsen – vejede alle botanicals af, destillerede og kom vores gin på flasker.

Det er en sjov og spændende proces, men også virkelig nervepirrende. Vi skulle f.eks. selv beslutte, hvor meget destillat der skulle med. Undervejs i destilleringen smager man løbende på destillatet for at afgøre, om det næste skal med eller ej.

Vi skulle også selv bestemme alkoholprocent og derefter nedvande destillatet, hvilket betyder, at vi skulle blande alt destillat med vand for at ramme alkoholprocenten – og det kan man ikke gøre om, hvis der kommer for meget vand i. Men alt i alt en virkelig sjov proces.

Hvilke botanicals har i brugt?

Vores gin er er lavet med fem botanicals, da vi gerne ville holde den simpel. De fem botanicals er enebær, korianderfrø, angelikarod, citronmelisse og kumquats.

Var der noget, der overraskede jer i processen?

At vi skulle ramme den rigtige alkoholprocent ved "håndkraft" var lidt af en overraskelse. Hvis man kommer for meget vand i, så er det bare ærgerligt. Det havde Louise næsten ikke nerver til.

Men det endte jo heldigvis godt og med den ønskede procent på 44.

 

Father & Daughter kan købes til kun 349 kr. hos Konnessøren.